Hør hvor sjovt jeg snakker

Vi kender det alle: Udlændinge lyder sjovt, når de taler dansk. Nogle lyder nuttede. Andre helt gakkelak. Reklamebranchen har snablen godt nede i den kilde til uendelig morskab.

 

Klicheer fremmer forståelsen

Det er nu engang i reklamens natur, at ingen andre end dens skabere rigtigt gider den. For alle andre er den en irritation, en distraktion eller måske i bedste fald et lillebitte underholdende eller tankevækkende indslag.

Så reklamen skal være klar og forståelig, hvis den skal gøre sig håb om at blive bemærket. Og en af vejene til at opnå det er nu engang at udnytte, at vi mennesker tænker i kasser, mønstre og ”os og dem”. For at kunne kapere en kaotisk verden, deler vi den op i mindre bidder, hvor alle individer har samme egenskaber: Der er børn, der er drankere, der er politikere og så videre.

At agere sådan er såre menneskeligt. Alle gør det – også dem fra Radikale Venstre.

Reklamen bruger de kasser til lynhurtigt at stable situationer op, vi kan forholde os til, fordi typerne og scenerne er så typiske. Nogle få – og især nogle få fremragende – reklamer snyder os endda ved pludselig at vende klicheerne på hovedet og gøre os selv og vores vante forestillinger til en aktiv part i kommunikationen.

Men det er de andre reklamer, der har ledt til det her blogindlæg. Dem der griber ned i kassen med klicheer for at kunne kommunikere klart og kløjes i det undervejs.

 

Stuur, stuur nummer!

Engang var der negre på pakkerne med kaffe og kasserne med flødeboller, og i annoncerne var de hjemmegående husmødre ved at gå i ekstase over deres nye støvsuger. Heldigvis har vi moderne mennesker jo udviklet os langt forbi det primitive punkt. Bortset fra altid forudsigelige CULT, der har gjort det til en dyd at prutte i retning af Markedsføringsloven, er der langt mellem de åbenlyst diskriminerende reklamer i dag. Det er simpelthen for gammeldags.

Til gengæld kan man altid gøre grin med de andre. Især dem fra fremmede lande. Her gælder dog en række regler. For det første er det ikke alle, man må gøre grin med. Indtil man mestrer kunsten, er det klogt at holde sig til svenskere, tyskere og japanere. For guds skyld ingen israelere eller arabere! Og hold dig til klicheen. Japanere hænger lige så meget sammen med briller og kamera, som italienske mænd gør med italienske mødre.

Lige nu griber tre virksomheder og deres reklamebureauer til klicheen med den sjovt talende udlænding. FONA har en russer, Scandlines en polak og Nykredit en inder. Øst er in, ser det ud til. Men er det fremragende?

 

Den rige russer

FONA – Prima electronics. Prima service

Det er en interessant reklame, fordi den illustrerer én måde at lave reklamer på: I stedet for på klassisk maner at lede efter en iboende sandhed i produktet og fortælle den sandhed underholdende og godt, kan man også bare nøjes med at opfinde et eller andet fuldstændig irrelevant univers af karakterer, som man kan underholde med i håbet om at plante lidt produktinformation undervejs. Tænk Polle fra Snave og alle de andre.

Så vidt jeg ved, plejer bureauet bag, Sunrise, ikke at benytte sig af den model. Men alle kan jo lære og lade sig inspirere, som de selv gør opmærksom på her:

 

FONA – Igor og mærkevarer

 

I jagten på inspiration faldt jeg umiddelbart over den her film for Direct TV, der kom FONA i forvejen med de rige russere og fladskærmsfjernsynene. Efter min mening har bureauet, Grey New York, brugt klicheen væsentligt bedre. Men døm selv:

 

Direct TV – Opulence, I has it

 

Den kriminelle polak

Scandlines har genoplivet mågerne Kaj og Bøje. Ikke underligt. For de har været rederiets eneste egentlige reklamesucces. Kaj er så fløjet fra reden, men vi har Bøje tilbage – og af en eller anden uforklarlig grund en måge fra Polen, Piotr:

 

Scandlines – Polakken Piotr

Er det fremragende at sælge færgebilletter gennem en polsk måge, der taler cirkusdansk, har dårlige tænder og sælger hælervarer? Næ, egentlig ikke. Det er noget vrøvl og endda af den uforståelige slags. Især al den stund reklamen er for overfarten fra Rødby til Puttgarden, der som bekendt ligger i Tyskland.

Vent, skulle Scandlines så ikke lave en reklame med en tysk måge? Bare rolig, der har de været:

 

Scandlines – Tyskeren

Tyskere er som bekendt militaristiske og elsker at ekcersere. Det minder mig om min historielærer i folkeskolen, Fru Andersen, der kunne bruge timer på at fortælle os, at det kun er et spørgsmål om tid, inden Tysken rejser sig igen, tager støvlerne på og tramper hen over Europa. Det ligger nemlig i deres blod.

Som eneste barn i klassen med tysk navn og tyske forældre, gjorde det mig selvfølgelig en anelse beklemt sådan at blive bekendt med, at jeg som en anden vampyr nærmest har skæbnebestemt drab strømmende gennem mine blodårer.

(Fru Andersen, hvis du skulle læse dette i dag: Må der være en permanent læk i din voksenble.)

Bureauet bag har i øvrigt også givet os indlæggets sidste reklamefilm.

 

Den eksotiske inder

Nykredit er en bank. Det er vanskeligt at forstå for alle os, der mener, at Nykredit er en kreditforening. Derfor har de nu længe kørt en lang række meget forskellige film, der skal få os til at koble Nykredit med ordet bank og nu også farven blå.

Jeg har tidligere skrevet nogle ord om Nykredit i et indlæg om NemID’s kollagefilm. Det kan du læse her.

Nu og her gælder det den nyeste film.

 

Nykredit – Nykredit er en banke

Reklamen deler vandene. Nogle elsker den, fordi Rasmus Botoft er verdens sjoveste mand. Andre hader den, fordi den kører med tårnhøj frekvens og irriterer i snart sagt enhver reklamepause.

Og min mening? Jeg kan ikke se nogen grund til at tage noget, der allerede er rigtig sjovt og rigtig kendt fra Rytteriet og gøre det mindre morsomt. Så er det fremragende? Næ. Det er det her til gengæld:

 

Rytteriet og den lille Gumbas

 

 

Det hjemløse banner

Internetbannere er den digitale markedsførings sovepude. Det bemærkelsesværdige ved dem er ikke den hastigt aftagende effektivitet, men at det stadig lykkedes for medie- og reklamebureauer at sælge dem.

Men en sjælden gang sker det, at nogen genopfinder banneret og minder os om, hvad digital markedsføring kan, når den er tænkt fremragende.

Et sådant eksempel er det hjemløse banner for Stockholms Stadsmission til støtte for, ja, hjemløse. Banneret ser du her:

Som alle gode idéer er også denne ganske enkel: Stockholms Stadsmission lokker store og små blogs og sites til at give deres hjemløse banner en plads. Banneret skifter så farve og tone, jo længere det er på sitet – og jo flere, der klikker på det. Banneret viser også, hvor længe man har inviteret det ind i varmen.

Klikker man på banneret, kommer man til Stockholms Stadsmission, hvor man kan donere penge, som går til at hjælpe hjemløse stockholmere.

Der er også en kampagneside, hvor man kan se hvilke sites, der har givet mest traffik.

Banneret er udviklet af reklamebureauet Garbergs i Stockholm.

Hail of criticism

Hamburg Schauspielhaus har barslet med en reklame, der går nettet rundt og deler meningerne. Den er skabt af Leagas Delaney Hamburg og går sådan her:

Hamburg Theatre: Hail of criticism

 

Er det godt eller skidt? Spørger du mig, er det fremragende, fordi filmen gør to ting, der passer som Hans i Grethe med hele essensen i Tysklands største tysksprogede teaterscene. Hamburg Schauspielhaus er måske nok en moden institution med over 110 år på banen, men det er også et teater, der altid har været fremme i front med den nyeste dramaturgi. Teateret viser stykker, der deler vandene og får bølgerne til at gå højt.

Derfor skal filmen selvfølgelig også gøre det.

Og det gør den med kraftig inspiration fra Monthy Python i et visuelt orgie, der sætter en tyk streg under det andet, som teateret har at byde på: Oplevelser til øje, hjerne og hjerte. Så selvfølgelig skal teateret ikke have en helt almindelig reklamefilm med lidt klip fra stykkerne, lidt brug af skuespillerne og så lidt lækker lyssætning. Nej, filmen skal overraske og tvinge beskueren til at tage stilling.

Det hele bliver så flot rundet af med en payoff, der gør, hvad den skal: Den brænder igennem med sit modige ordvalg og understreger hele pointen i filmen. Hamborg Teater – udsat for kritik gennem i 110 år. Kritikken herfra er: Fremragende!