Snappy Dog er lige nu ikke meget andet end en hul skal. Nu skal der fyldes bøger på alle de ledige hylder, så markedsføringen og salget for alvor kan komme i gang.

Sådan finder jeg forfatterne

At lave et elektronisk forlag kræver meget mere end bare en webshop. Faktisk er det kun det første, det nemmeste og det mindste skridt. Den næste store opgave er at få udgivet alle de interessante, informative og inspirerende bøger, som kan trække læserne til. Det gør jeg på tre måder.

For det første skriver jeg til personer, som jeg ved både er eksperter inden for et emne og som kan formidle det levende. Nogle af dem har måske allerede skrevet en bog, andre er rigtig gode bloggere, som jeg måske kan overtale til at tage næste naturlige skridt.

For det andet benytter jeg mig af den enorme viden, som ligger ude på alle de mange fora om specialemner, der spænder lige fra akvariefisk til ålefisker. Ethvert forum med respekt for sig selv har altid en eller flere personer, som har en enorm stor viden om et emne. Måske har de aldrig skrevet en bog før, men det er her, jeg som forlægger kan gå ind og give en hjælpende hånd med at komme i gang.

For det tredje skal der selvfølgelig være penge i det for forfatteren. Og helst flere end hos de konkurrerende forlag. Derfor aflønner Snappy Dog sine forfattere med et fladt honorar på 25 % af udsalgsprisen. Til sammenligning ligger det traditionelle niveau på 10-15 % – men nu er ambitionen jo heller ikke at være som alle andre. Tværtimod.

Min erfaring hidtil

Jeg har allerede høstet to værdifulde erfaringer i min jagt på dygtige forfattere. Det kan være svært at forstå, at Snappy Dog ikke betaler et forskudshonorar, sådan som man gjorde (og gør) i gamle dage med faste oplag. Så jeg skal være bedre til at forklare, hvorfor det er en dårlig handel for en forfatter at få penge i forskud og 10-15 % derefter i forhold til intet forskud og en fjerdedel af alt salget. Matematikken i det er faktisk meget simpel:

Et typisk forskudsbeløb består af halvdelen af et typisk honorar på lad os sige 12 % af et normalt første oplag på 1.000 styk. Enhver Snappy Dog bog koster 20 kr. ekskl. moms. Så skulle jeg give et forskud, ville det altså være på 12 procent af 20*1000/2. Det vil sige 1.200 kroner. Men det er jo penge, der er givet i forskud. Så for de første 500 solgte bøger tjener forfatteren ikke mere. Bliver der solgt 1.000 bøger i alt er forfatterens samlede honorar på 2.400 kroner.

Får man til gengæld ingen penge i forskud mod at få 25 % i honorar, vil forfatteren ved et salg på 1.000 bøger tjene 5.000 kroner. Samtidig er målet selvfølgelig at sælge mange flere bøger end det. Rigtig mange endda. Så forskellen kan ende med at være enorm.

Den matematisk meget interesserede læser kan i øvrigt sikkert selv regne ud, at man bare skal sælge 240 bøger, før det er en meget bedre handel at tage de 25 % mod at droppe den gammeldags idé om et forskud. Prøv selv her:
¼ * (20*x)=1200

Min mest værdifulde erfaring fra de forløbne uger er dog denne: Danske internetfora er spækkede med dygtige og vidende individer med både lyst, talent og gå-på-mod til at dele alt det de ved om lige det, de brænder for. Her er en kæmperessource af viden og formidlingsevne, som jeg glæder mig enormt meget til at være med til at give form og udtryk i en forhåbentlig lang række af inspirerende e-bøger!

 

Tagged with:
 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.