Honda Grrr campaign

Hvad vækker det af følelser?, spørger Air

How does it make you feel?
How does it make you feel?
How does it make you feel?
How does it make you feel?

Franske Air udgav i i 2002 singlen How Does It Make You Feel? fra albummet 10,000 Hz Legend. Og spørgsmålet er måske det allervigtigste, vi som markedsførere kan stille til vores markedsføring. Hvad vækker den af følelser hos vores kunder?

For glem alt om dine produkters USP eller det rationalle argument. Det er, hvad du får modtageren til at føle mere end noget andet, der afgør om din kommunikation har en effekt eller ej. Som Neil Christie fra Wieden+Kennedy så tydeligt påviste ved lanceringen af The M-list er kreativ kommunikation, der tager sit afsæt i et følelsesmæssigt argument dobbelt så effektive som det rationelle salgsbudskab. De interesserede kan gå på opdagelse i bl.a. Les Binet og Peter Fields, Marketing In The Era Of Accountability.

Christies eksempel var W+K’s 2004 Grrr-kampagne for Hondas første dieselmotor. Motoren havde alle USP’erne med sig. I modsætning til den normale diesel var den støjsvag, livlig og uden dieselos. Men indsigten, der drev kampagnen, var vigtigere. Nemlig at bilelskere hader dieselmotorer. Så kampagnen handlede om had – og hvordan had kan blive til kærlighed.

Hvis din virksomhed er som de fleste andre, er I knalddygtige til at kommunikere alle jeres produkt- og servicefordele. Hvem ved? Måske har I endda nogen, som kunderne rent faktisk kan skelne fra konkurrenterne. Men sandsynligvis opfatter de jer som alle andre. Så hvorfor ikke prøve noget andet denne uge og i stedet tale om det, der betyder allermest for jeres kunder? Nemlig hvordan de føler.

Væk dine kunders følelser i denne uge

Grav dybt i de grundlæggende følelser som afsky, frygt, glæde, overraskelse, sorg og vrede. Find frem til lige præcis der, hvor I som virksomhed gør en forskel. Prøv med de her 5 trin.

 

  1. Tegn din kundes døgncyklus og marker alle de områder, hvor dit produkt eller din service er i brug eller har en indflydelse.
  2. Sæt ord på de følelser som forbrugeren kan have i hver situation. Vær ærlig!
  3. Find den allervigtigste følelse og beskriv den indgående. Hvad er det positive? Hvad er det negative?
  4. Inviter dit reklamebureau ind til en snak og bed dem grave i kundeindsigter, der tager udgangspunkt i følelsen.
  5. Mærk efter når du ser færdigt reklamemateriale: Får det her dig til at føle noget?

 

God mandag!

 

Hvad er 3xM?

Mandag, Musik og Markedsføring er et lille indspil til mandag morgen, der præsenterer dig for god musik og en markedsføringlektie, vi kan drage af den. Så sæt hovedtelefonerne på og lad dig inspirere – og kan du lide, hvad du læser eller hører, så læg en kommentar!

The M List

The M List kårer årets stærkeste marketingprofiler

Dansk Markedsføring har i samarbejde med strategihuset Clay og headhunterne Holm Marcher & Co. skabt The M List. Den skal fejre årets stærkeste marketingprofiler og skabe et netværk, der kan styrke hele den danske marketingbranche.

Innovation er også at genkende en god idé og bruge den selv. Dansk Markedsføring har skelet til engelske Campaigns The A List og skabt en dansk pendant, The M List, som i går udkom i bogform. Om formålet med at profilere de 201 markedsføringsfolk skriver Thomas Wahl, CEO i Dansk Markedsføring:

”Med The M List ønsker vi således at samle, udfordre og udvikle marketingbranchen ved at fremhæve og hylde branchens absolut bedste og mest visionære fagfolk.”

I går var der lanceringsreception. Her opsummerede Morten Kjær fra strategihuset Clay de 5 områder, som The M List profilerne mente, der ville blive størst fokus på i 2016:

 

  1. Kundeoplevelsen og kunderejsen
  2. Content
  3. Mobil markedsføring
  4. Integration mellem marketing og it
  5. ROI og marketing analysis

 

Fælles for alle 5 punkter er, at de stiller meget større krav til markedsføreren. For marketing som isoleret disciplin bliver udvidet og udvisket. Der skal nye kompetencer og nye indsigter til efterhånden som marketing overlapper med service- og produktdesign, customer experience og digital transformation.

Marketing kan i fremtiden blive så bredt og så omfattende et felt, så vi er nødt til at opfinde et nyt begreb for det, der grundlæggende er kommerciel kreativitet: Stærke ideer funderet i strategiske indsigter, som udvikler hele forretningen.

Dansk Markedsføring har annonceret, at de har store ambitioner med The M List. 2016 skal byde på oplæg, kurser, rejser og netværk, der skal hæve niveauet yderligere. Jeg glæder mig! Og takker ydmygt for pladsen.

Du kan læse mere om udgivelsen af bogen her.