Klar til karriereskift, men lammet af, “hvad nu hvis?”

”Tænk hvis det viser sig at være det helt forkerte valg!”, sagde en person, der står mig meget nær, for nogle år siden, da hun gav slip på et sikkert og vellønnet job for at kaste sig ud noget nyt og spændende. ”Ja, tænk hvis”, svarede jeg, ”hvad er så egentlig det værste, der kan ske?”

Tvivl er menneskelig, når vi står over for et karriereskift. Den beskytter os mod nederlag, men den holder os også tilbage. Tvivlen skal derfor ikke ignoreres, men adresseres og forstås, så vi ved om vi skal lytte til den eller ej.

Her er tre spørgsmål, jeg ofte stiller klienter, der står overfor et karriereskift:

1. Hvad er egentlig det værste der kan ske?

Vores fantasi er god til at skabe skrækscenarier. Men hvad er den konkrete risiko? For økonomien, for relationerne, for det sociale liv, for hverdagen? Hvis ting går virkelig galt, hvor galt går de så egentlig?

Da jeg selv stod i et skifte, hjalp det mig at skrive risikoen ned og opdage, at selv de værste scenarier ikke var så slemme endda – og slet ikke værd at holde sig tilbage for.

2. Hvad er det bedste, der kan ske?

Frygt lammer – drømme motiverer.

Hvordan ser det nye arbejdsliv ud, hvis springet lykkes? Hvilken glæde, læring og udvikling ligger og venter? Hvad siger hjertet?

Skriv drømmene ned på papir og tag det frem, når tvivlen melder sig.

3. Hvad har du af ressourcer?

Mange undervurderer deres egne ressourcer og den modstandskraft, de har, når vejen frem bliver lidt usikker og slår uventede sving.

Så tænk over, hvad der er at trække på, når det gælder økonomien, netværket, erfaringen og kompetencerne, tidligere sejre, den mentale og følelsesmæssige styrke samt evnen til læring og tilpasning.

Som vi sagde i militæret: ”Du kan dobbelt så meget, som du selv tror, og 10 gange så meget som din mor tror.”

Tør du se tvivlen i øjnene og planlægge karriereskiftet strategisk, kan ”hvad nu hvis?” gå fra at være en stopklods til at blive et springbræt.

I min karriererådgivning hjælper jeg klienter med at blive klogere på, hvordan man springer ud i noget nyt og ukendt. Ikke med frygt, men med viden om, hvad der kan vente af godt og ondt, og hvordan springet skal ske for at landingen bliver lykkelig.

Interesseret? Så læs mere om min karriererådgivning her.

Læs mere her: